"At man, naar det i sandhed skal lykkes een at føre et Menneske hen til et bestemt Sted først og fremmest maa passe paa at finde ham hvor han er og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver der ikke kan det,han er selv i Indbildning, naar han mener at kunnehjælpe en Anden
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han -men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere forstaaen ham slet ikke.
Vil jeg alligevel gjøre min Mereforstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfærdelig stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.
Men al sand Hjelp begynder med Ydmygelser:
Hjælperen maa først ydmyge sig under Den,han vil hjælpe, og herved forstaae,at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste, men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstår."
Søren Kierkegaard: "Brudstykke af en ligefrem Meddelelse " (1859
2 comments:
HJÆLPEKUNSTEN:
§2
"At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt mål, først og fremmest må passe på at finde ham dér, hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det fordi, jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand hjælpen begynder med en ydmygelse; hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og herved forstå, at det at hjælpe er ikke at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå, hvad den anden forstår." (Samlede Værker, 3.udg.. bd. 18, s. 96-97)
Citatet stammer fra " Synspunkter fra min forfatter-Virksomhed ", som Kirkegaard skrev i 1848.
På dette tidspunkt var Kirkegaard meget optaget af døden og gjorde i skriftet status over sin rolle som forfatter. Skriftets pointe er, at han var/altid havde været en religiøs forfatter, og at han alene havde realiseret sig selv som forfatter for at blive kristen.
Det er i denne sammenhæng hjælpekunst-citatet indgår i, og den kunst, som Kirkegaard har i tankerne er kunsten - af religiøs pligt til næstekærlighed og til sandheden - at hjælpe sit medmenneske til troen og til Gud.
Kirkegaard så det som sin pligt at forkynde den kristne ide i en underholdningssyg tid, hvor man kun legede kristendom og ikke turde lade evighedens fordring gennemstrømme timeligheden Han tænker i forbindelse med citatet på sig selv som religiøs forfatter og har hverken skolelærere, socialarbejdere eller socialministeren i tankerne.
Når Kirkegaard videre skriver, at "når det i sandhed skal skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted", handler det ikke om på human-eksistentiel vis at respektere sin næste for at få denne til at udvikle sig selv på sine egne betingelser eller for at hjælpe med at sætte sine egne mål.
Målet og hjælpens egentlige ærinde er givet på forhånd, - at føre et menneske hen til et bestemt sted - Nemlig til at fatte Gud og modtage den troendes lidenskab.
Kort efter "hjælpekunst-citatet spørger Kirkegaard sig selv, om ikke man hellere burde holde sig til det rent opbyggelige og undgå "det æstetiske trylleri" og fortsætter:
”Nej, lad det komme frem - og du alvorlige, strenge mand - husk på, at kan du ikke ydmyge dig, så er du heller ikke den alvorlige - du være den forundrede tilhører, der sidder og hører, hvad der glæder hint andet menneske, hvem det endnu mere glæder, at du hører således; men glem så for alt ikke ét, det du har in mente, at det er det religiøse, du skal have frem. Eller formår du det, vel, så fremstil det æstetiske med al dets trylleri, fængsel om muligt det andet menneske, fremstil det med med den art lidenskab, hvorved det just tiltaler ham, overgivent for den overgivne, tungsindigt for den tungsindige, vittigt for den vittige, osv. - men glem for alt ikke ét, det du har in mente, at det er det religiøse, der skal frem; gør det kun, frygt ikke for at gøre det, thi sandelig det lader sig kun gøre i megen frygt og bæven.
Kan du gjøre det, kan du ganske nøjagtigt finde det sted, hvor den anden er, og begynde der, og så kan du måske have held til at føre ham hen til det sted, hvor du er.” Samlede værker, bd. 18, side 98
Kirkegaard balancerer her faretruende mellem den uendelige respekt og empati overfor et andet menneske og den raffinerede rendyrkede manipulation, der kun har sit eget perspektiv for øje.
Man skal derfor, i lyset af den sammenhæng "hjælpekunst-citatet" er skrevet i, passe på , når man i umiddelbar glæde spejler sig i heri.
Kirkegaards menneskesyn rummer til tider uforenelige modsætninger og han har ofte en skjult dagsorden, som de fleste nok ikke umiddelbart vil kunne tilslutte sig.
HJÆLPEKUNSTEN:
§2
"At man, når det i sandhed skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt mål, først og fremmest må passe på at finde ham dér, hvor han er, og begynde der.
Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver der ikke kan det, han er selv i indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han - men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det fordi, jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand hjælpen begynder med en ydmygelse; hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og herved forstå, at det at hjælpe er ikke at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret og i ikke at forstå, hvad den anden forstår." (Samlede Værker, 3.udg.. bd. 18, s. 96-97)
Citatet stammer fra " Synspunkter fra min forfatter-Virksomhed ", som Kirkegaard skrev i 1848.
På dette tidspunkt var Kirkegaard meget optaget af døden og gjorde i skriftet status over sin rolle som forfatter. Skriftets pointe er, at han var/altid havde været en religiøs forfatter, og at han alene havde realiseret sig selv som forfatter for at blive kristen.
Det er i denne sammenhæng hjælpekunst-citatet indgår i, og den kunst, som Kirkegaard har i tankerne er kunsten - af religiøs pligt til næstekærlighed og til sandheden - at hjælpe sit medmenneske til troen og til Gud.
Kirkegaard så det som sin pligt at forkynde den kristne ide i en underholdningssyg tid, hvor man kun legede kristendom og ikke turde lade evighedens fordring gennemstrømme timeligheden Han tænker i forbindelse med citatet på sig selv som religiøs forfatter og har hverken skolelærere, socialarbejdere eller socialministeren i tankerne.
Når Kirkegaard videre skriver, at "når det i sandhed skal skal lykkes én at føre et menneske hen til et bestemt sted", handler det ikke om på human-eksistentiel vis at respektere sin næste for at få denne til at udvikle sig selv på sine egne betingelser eller for at hjælpe med at sætte sine egne mål.
Målet og hjælpens egentlige ærinde er givet på forhånd, - at føre et menneske hen til et bestemt sted - Nemlig til at fatte Gud og modtage den troendes lidenskab.
Kort efter "hjælpekunst-citatet spørger Kirkegaard sig selv, om ikke man hellere burde holde sig til det rent opbyggelige og undgå "det æstetiske trylleri" og fortsætter:
”Nej, lad det komme frem - og du alvorlige, strenge mand - husk på, at kan du ikke ydmyge dig, så er du heller ikke den alvorlige - du være den forundrede tilhører, der sidder og hører, hvad der glæder hint andet menneske, hvem det endnu mere glæder, at du hører således; men glem så for alt ikke ét, det du har in mente, at det er det religiøse, du skal have frem. Eller formår du det, vel, så fremstil det æstetiske med al dets trylleri, fængsel om muligt det andet menneske, fremstil det med med den art lidenskab, hvorved det just tiltaler ham, overgivent for den overgivne, tungsindigt for den tungsindige, vittigt for den vittige, osv. - men glem for alt ikke ét, det du har in mente, at det er det religiøse, der skal frem; gør det kun, frygt ikke for at gøre det, thi sandelig det lader sig kun gøre i megen frygt og bæven.
Kan du gjøre det, kan du ganske nøjagtigt finde det sted, hvor den anden er, og begynde der, og så kan du måske have held til at føre ham hen til det sted, hvor du er.” Samlede værker, bd. 18, side 98
Kirkegaard balancerer her faretruende mellem den uendelige respekt og empati overfor et andet menneske og den raffinerede rendyrkede manipulation, der kun har sit eget perspektiv for øje.
Man skal derfor, i lyset af den sammenhæng "hjælpekunst-citatet" er skrevet i, passe på , når man i umiddelbar glæde spejler sig i heri.
Kirkegaards menneskesyn rummer til tider uforenelige modsætninger og han har ofte en skjult dagsorden, som de fleste nok ikke umiddelbart vil kunne tilslutte sig.
Post a Comment