5/8/03

Er du en spammer?

SPAM er på dagsordenen p.t. Hundredevis af firmaer beskyldes for at være spammere. Der trues med bøder af anseelig størrelse. Læs en holdning til debatten....

Det er ikke lang tid siden. Højest tre dage. En virksomhed skulle bruge rådgivning i forbindelse med direct e-marketing. I planlægningen var vi nået til målgruppen. Emnet e-mail markedsføring kommer naturligt op i samtalen. Der var knap 4000 emails registreret. Dem ville marketingchefen gerne påvirke som en del af kampagnen. Forståeligt nok.

Han spurgte om det kunne håndteres via et givent IT system. Ja, var svaret. Vi spurgte om han havde ”permission”. Han svarede ”hvad betyder det?” – Vi forklarede at man skal have tilladelse til at sende massedistribuerede e-mails til kunder eller emner.

Han blev fortørnet:

HALLO!!!.
Det er vores kunder vi taler om her. Ikke tilfældigt opsamlede e-mail adresser”.

Vores svar var det samme.: ”du skal have tilladelse,. Har du ikke det, er det ulovligt at sende ud. Så vi må starte med at indhente tilladelse via brev, telefon eller på anden vis.”.

Marketingchefen på 37 med 15 års erhvervserfaring svarede ”jeg troede ikke at det galdt vores kunder. Det stiller jo sagen ganske anderledes.”

Ovennævnte situation har jeg genoplevet talrige gange i forskellige varianter. Nu er SPAM sat på dagsordenen. Og det er godt. Men jeg mener at det er mindre godt, at man truer sig frem. Specielt da der fra myndighedernes side aldrig er givet tilstrækkelig god information om hvad der gælder – eller ikke gælder – rent lovgivningsmæssigt.

HVAD VED DU OM PERMISSION?
Specialister, der arbejder med markedsføring som fag kender måske til markedsføringslovens paragraffer. Men hvad ved du egentlig om det?
Jeg har den holdning at de offentlige myndigheder burde gøre mere ud af at informere om permission reglerne. Men ikke desto mindre, er det dit ansvar som markedsfører at kende til, og forstå indholdet af, Markedsføringsloven.

HVERMANDS EJE
I modsætning til andre områder af faget markedsføring/afsætning, er e-mail let tilgængelig. Dette betyder at det at føre markedsførings- og informationskampagner via e-mail er blevet hvermands eje. Alle kan indsamle e-mail adresser og ved hjælp af et hvilket som helst e-mail program massedistribuere e-mails.

Netop derfor mener jeg at de offentlige myndigheder må gøre mere ud af at informere om reglerne for markedsføring via e-mail.

SPAMMER DU?
Om du er en spammer afgør du faktisk ikke selv. Det gør dem, der modtager dine e-mails. Hvis pågældende person har glemt at han har tilmeldt sig dit nyhedsbrev, eller glemt at han i et møde har accepteret at han vil modtage information på e-mail, så er der risiko for at han vil opfatte dig som en spammer.

Jeg er overbevist om at mange af de sager, der p.t. er indsendt til Forbrugerombudsmanden i virkeligheden stammer fra virksomheder, der uforvarende har spammet personer.

e-mail markedsføring skal behandles seriøst
Desværre er alt for mange af en anden opfatttelse. Det betyder at man prøver sig frem. Resultatet bliver at disse virksomheder ofte ikke har styr på data og databaser. Det er synd. Både for dem selv, men også for alle de andre, der behandler denne nye markedsførings-disciplinen seriøst.

Du bør klart tage afstand fra SPAM. Og vi ved at der ikke er økonomi i SPAM. Det kan simpelthen ikke betale sig.

Til gengæld mener jeg at de offentlige myndigheder burde gøre en indsats for at udbrede kendskabet til regelsættet istedet for at bruge ukendte (store) beløb på at administrere henvendelser og klager fra tusindvis af personer, der mener at de er blevet SPAMMET – måske uforvarende af dig?

No comments: